Kære bestyrelse
Højesteret har afsagt en principiel dom (U.2024.2099H), som har væsentlig betydning for bestyrelsens arbejde – særligt i forbindelse med godkendelse af overdragelsesaftaler.
Dommen fastslår, at bestyrelsen har pligt til at orientere en sælger, hvis bestyrelsen er bekendt med forhold, der kan medføre, at andelens pris må forventes at stige efter salget.
Det betyder med andre ord, at bestyrelsen har en oplysningspligt over for sælger, så sælger ikke lider et økonomisk tab ved at gennemføre et salg på et tidspunkt, hvor bestyrelsen er vidende om kommende værdistigninger.
Et typisk eksempel kan være, at der er indhentet en ny valuarvurdering, som forventes at medføre en forhøjelse af ejendommens værdi – og dermed andelsværdien – på en kommende generalforsamling.
I den konkrete sag havde bestyrelsen undladt at orientere sælger om en ny valuarvurdering. Konsekvensen blev, at foreningen blev pålagt at betale erstatning til sælger.
Dommen illustrerer, at bestyrelsens forpligtelser ikke alene angår formel godkendelse af overdragelsen, men også indebærer et ansvar for at videreformidle væsentlige oplysninger, som kan have betydning for prissætningen.
Der kan forekomme mange situationer, hvor grænsen for bestyrelsens oplysnings- og rådgivningsforpligtelse kan være vanskelig at vurdere.
Hvis I som bestyrelse er i tvivl i forbindelse med en konkret overdragelse, anbefaler vi derfor, at I rådfører jer med advokaterne hos Boelskifte, inden overdragelsesaftalen godkendes.
Med venlig hilsen
Juridisk afdeling,
Boelskifte administration A/S

